Log in

Log ind med brugernavn og password. Er du medlem af Radikale Venstre, og er det første gang, du skal logge på hjemmesiden, eller kan du ikke huske dit kodeord, så vælg "glemt adgangskode", for at angive et kodeord. Dit brugernavn er din e-mailadresse.

Indtast dit radikale.dk brugernavn
Indtast din adgangskode
Silkeborg Radikale Venstre

Lad os få en outdoor-uddannelse i Silkeborg

Af Torben Lohse Friis. Kandidat til byrådsvalget. Svend Erik Milsgaard, Form. Radikale Venstre.

 

Hvis det står til Steen Vindum og vores turistchef, skal Silkeborg være Danmarks hovedstad for udendørsaktiviteter. Hvis det ikke bare skal være en brandingfloskel, så skal der konkrete handlinger bag.

 

Der er ingen tvivl om, at Silkeborg har enestående muligheder for at udnytte de mange landskabelige muligheder, vi er så heldige at rumme. Det er en sjældenhed, i hvert fald i Danmark, at man har det største sammenhængende skovområde og oven i købet garneret med søer, vandløb og et bakket landskab. Det er måske vores væsentligste aktiv, når det handler om turisme og fritidsliv for vore egne borgere. Det store spørgsmål må være, hvordan vi har tænkt os at forvalte de muligheder?

 

Radikale Venstre har drøftet mulighederne, og vi tillader os at fremsætte et forslag om en outdoor-uddannelse i Silkeborg. Det kan være på Via University College, hvis det vigtigste er pædagogikken, indholdet og oplevelserne. Vi skal måske også tænke uddannelsen som et væsentligt indspark til skolereformen om udadvendte og fysiske aktiviteter. Uddannelsen kan have forløb på Erhvervsakademiet, hvis man ønsker at styrke det forretningsmæssige i initiativet. Endeligt kunne man forstille sig kursusforløb på Silkeborg Højskole, som har stor praksiserfaring med outdoor aktiviteter. Hvis det skal være et varigt brand, bliver vi nødt til at udvikle og sikre en bred støtte fra borgerne. Vi kender tilsvarende uddannelser fra naturvejlederne, som i dag er en helt naturlig del af den almindelige folkeoplysning, og som er bredt anerkendt.

 

En sådan selvudnævnelse som Outdoor-hovedstad forpligter. Hvis turister lokkes hertil ved brandet alene, og vi ikke kan levere en tydelig og god oplevelse, så bliver det ved et slag i luften. Kvaliteten skal sikres. Noget helt elementært som ruteanvisninger med beskrivelse af attraktive pitstop. Noget helt nødvendigt for, at folk kan færdes uden frustrationer er adskillelsen af MTB-ruter og traveruter. Gad vide, hvor mange gæster, der har øjnene åbne for de muligheder, vore søer og vandløb kan byde på. Så kunne det være spændende, hvis laksen fandt vej helt op til Silkeborg. Mulighederne er mange, men det kræver en sagkundskab at kunne formidle dem videre ud til turister og borgere. Derfor tror vi på en uddannelse mere til Silkeborg til en kvalitetssikring af brandet, og til en styrkelse af Silkeborgs brand som en uddannelsesby.